Rod er en stor del af mit liv og har altid været det. Jeg har altid dårlig samvittighed over Mit Rod. Som i AlTID. Som i at det ikke burde være der. Det er træls at være En Roder. Det er vildt upraktisk med rod, fordi jeg aldrig kan finde nogen ting. Mit tøj ender altid på gulvet, når jeg har haft det på. Eller når jeg har prøvet at finde ud af, om jeg skulle have det på. Som alt andet i denne verden, bliver det fysiske rod til psykisk rod. Og det er faktisk det værste. Når mit værelse er noget rod, bliver mit hoved det samme. Eller også er det omvendt: når mit hoved er noget rod, bliver mit værelse det samme. Det er pisse irriterende at have nogen på besøg, når man ikke kan gå på gulvet med mindre man danner en lille sti ved at skubbe til noget rod. Og den løsning er bare ikke bæredygtig.
Mit problem er, at jeg altid har været et rodehovede. Jeg har aldrig fundet en bæredygtig løsning på mit rodeproblem. Jeg har aldrig haft et ryddet værelse i mere end en uge. Det er som om der er en magnetisk relation mellem mine ting og mit gulv. Som om mine ting føler, at de hører hjemme på mit gulv. Måske ved de godt, at det er ulovligt. Måske er det derfor, de vil derned. Det forstår jeg godt. Men jeg burde fortælle dem én gang for alle, at de altså ikke hører hjemme på mit gulv. At de hører hjemme i mit skab, på min reol, i mine kasser. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at jeg ikke kan være en Ordentlig Pige og at Mit Rod skal have mere magt end jeg selv. Jeg bliver nødt til at tegne en tydelig grænse. Jeg må sætte benene i jorden, hovedet op af sandet. Jeg vil gerne være en Ordentlig Pige. Jeg tror ikke, det er så svært, men jeg må tvinge mig selv. Og intet skal kunne stoppe mig..
I hvert fald.. jeg forestiller mig, at jeg går i gang med at rydde op nu.
