Jeg har smadret min sødeste iPhone, FØNIX, i dag. Dum som jeg er. Jeg har lyst til at leve i en ubekymret tilstand, hvor jeg ikke behøver være ked af Nogen Ting.
Egentlig er jeg ret heldig: jeg sulter ikke, jeg lider ikke af en Dum Og Farlig Sygdom, jeg har penge, som jeg må gøre med, hvad jeg vil, jeg har en seng at sove i - endda i et rum, hvor jeg selv kan skrue op og ned for varmen, jeg har mulighed for at høre musik - endog musikinstrumenter og en computer, hvorpå jeg selv kan producere musik. I det hele taget er jeg ekstremt materialistisk priviligeret. Kærlighedsmæssigt er jeg også ekstremt priviligeret: jeg har de aller bedste venner i verden spredt over hele landet - men uden besvær med at komme i kontakt med dem, jeg har ikke problemer med at snakke med Fremmede og tilmed charmere mig ind på dem, jeg har min egen fantasiverden som jeg altid kan flygte ind i og være alene, jeg har Verdens Bedste Mor (virkelig som i VERDENS BEDSTE MOR!!!!!!), jeg har en dejlig familie som godt kan lide mig, jeg har mødt utrolig mange givende mennesker på min vej som har guidet mig og givet mig hel masse kærlighed af forskellig form.
I det hele taget har jeg utroligt mange ting. Kærlighed og computer. Og alt der imellem. At jeg så smadrede min iPhone i dag (som er meget mere end blot en iPhone for mig) ved at blive smidt i et vandkar af mine venner, fordi de godt kan lide mig, gjorde mig bekymret og sur. Sur på mig selv, selvfølgelig, over at have den i lommen. Og denne vrede gav mig lyst til at leve i en verden, hvor man ikke skal være ked af Nogen Ting Og så var det, jeg kom i tanke om, at det gør jeg jo allerede!
Sååå... Carpe Diem! Man kan kun leve nu! Der er som sådan derfor ikke tid til at være taknemmelig, men aaaalligevel... Det er jo ikke det dummeste at bruge Sin Tid på.
miss dice
