KAGEFORMEN
Tænker over, om der findes en idé, der hedder Lærke Maria. En kageform, der har min størrelse, min humor og min intelligens. Det ville være mærkeligt. En idé, som har flair for farven blå, mærkelige øjne, behov for at være alvorlig, når natten gås i møde. En idé, hvis tanker er en slagmark, hvor også djævelen har sin base. En idé som er bange for frøer og katte og kun kan indgå åndelige forhold til dyr. En idé som har mistet både sine øjne og evnen til at opføre sig som man bør i ét og samme snuptag. En idé som bruger 40 i sko og som har en svaghed for fotografier af gamle mænd med tophuer. En idé som tror, den forstår magi, og som mener at alting er sandt. En idé som sætter pris på total frihed. En idé som så det stjerneskud hvorefter munden kom i flow. En idé som har brug for luft under vingerne. En idé med vind i håret og rockstar-briller på. En idé som har viljen til at leve. En idé, der ligner mig. Næ, hov. Jeg tror ikke på lignelsen. Hvad nu, hvis det i virkeligheden var mig, der var den idé? Det er mig! Det er mig, der er idéen!
Det er mig, der er kageformen!
kl.
15.43