HVAD GØR MAN, NÅR MAN IKKE HAR FLERE NEGLE AT BIDE AF?

Jeg bryder mig egentlig ikke om storslåede afskeder, men nu kom den altså. Det var en af de første dage i maj, og jeg havde lige pumpet min cykel. Da han forlod mine arme for til sidst at forsvinde ud af min rækkevidde, kunne jeg ikke finde på mere. Jeg havde ikke flere ord. Ikke flere toner, ikke flere øjne, ikke flere smil. Ikke flere negle. Og der stod jeg så på banegården, og ingen så ud til at reagere på vores afsked. Der var en due, der satte sig på mit hoved. Er det det, der sker? Er det det, der sker, når jeg ikke har flere negle at bide af? Er det dét hul, de snakker om? Er det dén due? En overvurderet due, der trak mig ned gennem betongulvet, ned gennem den tørre jord, den våde jord, rævehulerne og bænkebiderboene, for til sidst at ende i et storslået inferno af flammer og ild. Det var den afsked. Det var det, de snakkede om. Infernoet. Èt stort intermezzo. Som om ilden var samlet lige netop i dag for at flambere mig som en levende kylling for at blive genfødt som en håndfuld aske. Jeg valgte at tage det, som det var. Lade mig drage af stemningen for til sidst at dampe af og på. Jeg ville bare ønske, at jeg havde gemt en negl til dette øjeblik. Bare en lille en.